Man kan ikke fikse en dårlig virksomhedskultur

By Louise Orbesen 2 years ago

Man kan ikke fikse en dårlig virksomhedskultur

Stort set hver gang, jeg træder ind ad døren hos en ny kunde for at arbejde med virksomhedens strategi eller lederskab, tager jeg bestik af virksomhedens kultur. Det gør jeg fordi, det er afgørende for virksomhedens succes at have en stærk, tydelig og omfavnende kultur. Tænk blot på Mærsk, McKinsey, Dansk Supermarked eller Lego. Jeg er sikker på, at blot du hører de navne, så tænker du også på noget i retning af ”rettidig omhu”, ”ekstrem performance-kultur”, ”købmandskab og eksekvering” og ”læringsrig leg”.

Alligevel sker det ofte, at folk bliver blanke i øjnene, når de skal sætte ord på deres eget firmas kultur og værdier. Nogle aner ikke hvad de skal svare; andre kan tale om det, der var engang eller det, der eksisterer i visse hjørner af firmaet. Når det sker, følges det næsten altid op ad ordene: Vi skal have fikset kulturen!

Problemet er bare, at kulturen ikke kan fikses. Virksomhedens kultur er ikke noget, man kan tage fat om og reparere. Kulturen er i bund og grund resultatet af de overordnede valg og strukturer, som strategi (retning), forretningsmodel (produktionsmaskinen), ledelse (personer) og organisation (struktur og personer). Når kulturen halter er første skridt derfor at finde frem til de underliggende årsager, og de skal findes i den måde som virksomheden drives på. Det er bare ikke det, der sker i langt de fleste tilfælde.

Ofte igangsættes et ”kulturforandringsprojekt”, når kulturen halter. Der hyres erhvervspsykologer og forandringskonsulenter, og så starter det store arbejde med at identificere den eksisterende kultur og italesætte en ny og bedre. Der laves værdiarbejde og sættes ord på den nye ønskede tilstand af samarbejde. I de processer kæmper alle med at komme uden om klicheerne og alt det, som alle de andre allerede har skrevet på deres hjemmesider.

I stedet for at ”fikse kulturen”, så tag fat i forretningen. Kulturen er symptomet eller resultatet af virksomhedens drift. Hvis kulturen halter, er det ikke svært at få øje på. Man kan ”mærke” det på gangene, man kan høre det, når folk svarer på spørgsmål om værdier, og man kan fornemme det, når de ”gamle” anekdoter og heltekvad klinger hult og skingert. God kultur kommer fra en klar og overbevisende mission (retning og strategi), en inspireret og inspirerende ledelse og en effektiv forretningsmodel og organisation. Halter det ét af disse steder, er det her, der skal tages fat.

Categories:
  Featured
0