Fandeme nej!

By Louise Orbesen 2 years ago

Fandeme nej!

For ikke længe siden var der en bekendt, som betroede sig til mig. I dag er han i fyrrerne, sidder i et aldeles godt job og er på alle måder landet godt i livet. Mens vi taler, siger han noget, som jeg efterhånden har hørt en del gange fra mennesker, som har klaret sig langt bedre end gennemsnitligt godt. Mennesker som har en drivkraft og viljestyrke ud over det sædvanlige.

Han fortæller om dengang, han var 10 år gammel. Om dengang han stod udenfor skolen og der fandt sin cykel med opsprættede dæk. Igen. Han fortæller også om alle de gange han blev hængt op i benene med hovedet nedad og om flere andre eksempler på grov mobning.

Hans barndom bestod af mange flytninger; hans far havde et job, der gjorde, at familien hele tiden skulle videre, og han var derfor vant til at være den nye dreng i klassen. Han var tilmed ikke særligt stor. Han fortæller, at han den dag – bøjet over cyklen uden for skolen – sagde til sig selv ”Fandeme nej! Jeg skal vise dem!” Det blev et mantra for ham, og den dag i dag sidder det dybt i ham. Som en skam; men også som en ubøjelig beslutning, han aldrig viger fra.

Som sagt har jeg hørt denne historie flere gange i forskellige forklædninger. Der var ham, hvis forældre var fra arbejderklassen og i stærk kontrast til den akademiske og karriereprægede verden, han selv levede i. Hende som ikke kunne gribe en bold i gymnastiksalen, og som de andre altid skulle vente på – når de ikke stod og grinede af hende. Ham som fik tæsk med et bælte af sin far, selv da han var 18 år.

Hvad er det, der sker i et barn, når det møder modstand på den måde? Nogle børn bliver slået ned og ud af deres oplevelser. De kommer ikke godt af sted i livet og har svært ved at få familie, arbejde og økonomi til at hænge godt sammen. Andre får styrke af det. De bliver målrettede og determinerede; de oparbejder en evne til at udholde mere smerte, flere nederlag og længere træk. De opbygger vilje og robusthed.

Hvad er forskellen på de børn for hvem det går godt og for hvem det går dårligt? Der er to forhold, der gør sig gældende. Det ene forhold har med selve barnet at gøre. Børn med større ”ressourcer” (intellekt, kreativitet, selvforståelse, selvtillid og selvværd) har langt bedre forudsætninger for at komme stærkt videre end de børn, der ikke har det. Det andet forhold har med mennesker i barnets liv at gøre. Hvis der findes en voksen – f.eks. en lærer, en mormor eller en kæreste – som tror på personen, virkelig tror på personen, kan det også have en afgørende betydning.

Categories:
  Featured
0