#9 – Tre ting du kan ændre i morgen for at blive en bedre leder

By Louise Orbesen 4 years ago

#9 – Tre ting du kan ændre i morgen for at blive en bedre leder

Godt lederskab er i høj grad et spørgsmål om mindset. Kompetencer og erfaring spiller naturligvis en afgørende rolle for, hvorvidt man er en slagkraftig leder, der kan træffe de rigtige beslutninger. Dette opbygges langsomt over tid. Men der er egenskaber, som kun de dygtigste ledere besidder og som i højere grad handler om mentalitet. Ved at tænke anderledes, kan du blive en bedre leder allerede i morgen.

1. Fravalg

En dygtig partner i Boston Consulting Group lærte mig engang, at »en god strategi, handler om fravalg«. Såre simpelt, men alligevel en af de bedste læresætninger, jeg har taget med mig. Det kan være svært at vælge fra, når der er så mange muligheder. Men vil man være knivskarp, skal der skæres ind til benet, så alle kræfter kan fokuseres på lige netop det, der giver mest værdi.

2. Mod

Mod er måske en af de allervigtigste egenskaber for en leder og nært koblet til fravalg. Det kræver mod at sige fra. Det kan til tider være eller føles uigenkaldeligt at træffe de svære beslutninger. Og det kan gøre ondt. Derfor har vi mennesker en mekanisme, der gør, at vi udskyder til i morgen. Men konsekvensen af at ikke at gøre noget, kan jo være langt mere angstprovokerende. At vi ikke slår til som leder.

3. Tillid

De ledere som formår at få det bedste ud af sig selv og sine medarbejdere, er dem, der kan udvise og skabe tillid. Igen, det kræver mod at udvise tillid, men kan man det, vil man i langt højere grad få en organisation, der arbejder sammen mod et mål, hvor medarbejderne og lederne støtter op om hinanden og tør tage chancer.

Af Camilla Westergaard, partner i konsulentfirmaet ORBESEN. Camilla har tidligere været konsulent hos Boston Consulting Group og arbejdet i Danske Bank.

Categories:
  Featured
0