#16 – Klarhed over egne ambitioner giver overskud til at se, hvad der er bedst for virksomheden

By Louise Orbesen 3 years ago

#16 – Klarhed over egne ambitioner giver overskud til at se, hvad der er bedst for virksomheden

Der er nogle forudsætninger, jeg ser som afgørende for at kunne udøve godt lederskab og skabe fremdrift for virksomheden.

1. Hav en klar retning

Vær klar på, hvor du vil hen med virksomheden. Både på kort og lang sigt. Jeg har defineret konkrete milepæle, som jeg holder mig selv op imod. Det giver både et sundt pres og ro til at sikre fremskridt, og det er et kritisk fundament til at prioritere.

2. Reflektér løbende

Løbende refleksion forebygger, at man ikke ender i hamsterhjulet. Den velkendte tidsstyringsmatrice, med dimensionerne »haster/haster ikke« og »vigtigt/uvigtigt«,  er et godt og simpelt værktøj til prioritering i hverdagen.

Den koncentrerede refleksion får jeg dog ved at tage nogle timer ud af kalenderen med et par måneders mellemrum. Her stiller jeg mig selv nogle essentielle spørgsmål, f.eks.: Hvilke fremskridt er der sket indenfor hovedprioriteterne? Hvordan er mit mentale og fysiske overskud? Og hvilke fokusområder kræver ekstra opmærksomhed i den næste periode?

3. Vær mentalt ovenpå

Mentalt overskud er afgørende for at bevare skarpheden i pressede situationer og til at sikre, at det følelsesmæssige og irrationelle ikke forstyrrer dømmekraften. Bevidstheden om, at mit nuværende job ikke er det eneste alternativ, jeg kan forestille mig, giver det nødvendige mod til at træffe afgørende beslutninger.

Klarhed over egne livsambitioner giver et mentalt overskud til altid at handle ud fra, hvad der er bedst for virksomheden.

Jeg kan varmt anbefale ”The Personal Business Plan”, for en god proces og mere inspiration.

Af Britt Meelby Jensen, adm. dir. Zealand Pharma.

Categories:
  Featured
0