#13 – Har du mental styrke?

By Louise Orbesen 4 years ago

#13 – Har du mental styrke?

Da jeg for mange år siden arbejdede hos McKinsey, var det en almindelig sandhed, at vi stort set alle var insecure overachievers. På den ene side er det en nervøsitet, som gør, at man lægger en næsten overmenneskelig energi i arbejdet, og på den anden side er det også det, der kan vælte en i et miljø, som er mere end almindeligt krævende.

Det er afgørende at udvikle mental styrke for at være med på den lange bane. Hos McKinsey og andre steder.

Mentalt stærke mennesker tænker og handler på bestemte måder. Her er tre træk, der kendetegner dem.

1. De holder fast i deres egen kraft

Mennesker giver slip på deres egen kraft, når de mangler fysiske og følelsesmæssige grænser. Du skal være i stand til at stå op for dig selv og sætte dine egne grænser, når det er nødvendigt. Hvis andre ender med at styre dine handlinger, ender de med at styre dit selvværd og succes. Det er vigtigt at sætte mål og så styre bevidst mod dem.

2. De undgår ikke tid alene

At blive mentalt stærk kræver faktisk, at du tager tid ud af dit daglige travle liv. Tid alene til at opnå kontakt til dig selv, mennesker og natur omkring dig. Det vil øge din produktivitet, empati, kreativitet og sundhed.

3. De forventer ikke resultater her og nu

Nogle af de stærkeste mennesker, jeg har mødt, har haft en naturlig ro til at arbejde på den lange bane. De skiftede ikke hest (eller job) hver gang, der bød sig en potentielt bedre mulighed til. Mentalt svage mennesker har en tendens til at være for utålmodige. De overestimerer deres evner og undervurderer hvor lang tid, det tager at skabe virkeligt betydningsfulde resultater.

Categories:
  Featured
0