#12 – Kunsten at få andre til at lykkes

By Louise Orbesen 4 years ago

#12 – Kunsten at få andre til at lykkes

For mig er gode ledere visionære. De inspirerer, fordi de tænker store tanker og har en urokkelig tro på, at ideerne kan udføres i praksis. Udfordringen er ikke at få ideerne.

Udfordringen er at lede, så det lykkes dig at få andre mennesker til at forstå, elske og omsætte din ide til virkelighed.

1. Drop dit ego

Visionære personer er ofte store personligheder. Kunsten er at være inspirator, stjernen der skinner, sætter målet og får andre til at drømme – men uden at fylde så meget, at andre ikke også får plads til at stråle. Den gode leder får sit team og den enkelte medarbejder til at lykkes. Få medarbejderne frem i lyset, lad dem være en del af din drøm og lad dem selv tage æren, når de lykkes.

2. Der er mange veje til Rom

Sejrene skal drives frem af en kultur, hvor den enkelte tør tage chancer og  tænke selv. Der er mange veje til Rom; den du selv ser som leder er ikke nødvendigvis den eneste. Lad hver person forstå deres eget mål klart og støt dem i at finde vejen. Kvæl ikke ideer, som ikke lige ligger op ad den vej, du selv havde tænkt. Og vær stærk nok til at turde satse på medarbejdere, der tænker anderledes end dig selv.

3. Vær et menneske

Du er et unikt individ. Lad folk se dig som et menneske og ikke som en ufejlbarlig maskine. Drop berøringsangsten, det polerede politiske sprog og sig tingene som de er. Min egen erfaring er, at dette kun afføder respekt fra medarbejdernes side. Det mindst motiverende i verden er uklare mål og usikkerhed. Og ingen lykkes, hvis alle famler i blinde og taler hinanden efter munden.

Anna Søndergaard, Direktør og medstifter af modevirksomheden BeckSöndergaard.
Categories:
  Featured
0